Photo: Joachim Rode

En ingeniør med bløde kanter

mandag 11 sep 17
|
af Bertel Henning Jensen

Young Global Pioneers

En nonprofit-organisation, der etablerer globale netværk for unge talenter mellem 19 og 25 år.

Hvert YGP-netværk starter med en treugers rejse til Indien, Kina eller Tanzania, der skal stimulere de cirka 20 deltageres globale forståelse, interkulturelle kompetencer og evne til at tænke innovativt i
en global sammenhæng.

Se mere på Young Global Pioneers website.

Honours Programme

Honours Programmes eksisterer på samtlige DTU’s kandidatretninger. Det er eliteuddannelser, hvor studerende tilbydes særligt udfordrende studieforløb.

Højst ti procent af de kandidatstuderende optages på Honours Programmes.

Studerende kan vælge mellem Honours Programmes med fokus på forskning eller erhvervstilknytning.

Læs mere om DTU's Honours Programmes.

Egentlig ville hun hellere have været arkitekt, men kombinationen af æstetik og teknik på DTU Byg har ramt så rigtig hos Pernille Ohms, at hun slet ikke glæder sig til at forlade universitetet.

Pernille Ohms er nærmest lige kommet tilbage til et sommerferieramt Danmark efter tre ugers intens studierejse i Tanzania. Alligevel foreslår hun selv at mødes til interview ude på universitetet, et sted, som ellers ikke ligefrem er overrendt her midt i august.

"Vi kan lige så godt mødes derude, jeg er der hele tiden alligevel," siger hun glad i telefonen, da vi sætter aftalen i stand.

Sådan er hun. Arbejdsom og dedikeret. Hun har ikke noget imod at blive kaldt en stræber, men foretrækker selv ordet ‘ambitiøs’. Uanset ordvalget er hun optaget på et af DTU’s Honours Programmes for elitestuderende, så noget er der om snakken.

Den 24-årige honour-student er i gang med sin master i bygningsdesign på DTU Byg, og hun har brugt en del af sin sommerferie på at rejse til Tanzania med Young Global Pioneers, et talentnetværk for studerende fra hele verden. Her mødte hun ligesindede fra Europa, Asien, Mellemøsten, Sydamerika og Afrika og knyttede kontakter og fik erfaringer, der forhåbentlig kan inspirere hendes videre karriere.

Det er i hvert fald intentionen med netværket, der hvert år sender unge på rejser for både at møde andre talentfulde og ambitiøse studerende og give dem mulighed for at følge forelæsninger på universiteter og møde virksomheder i de lande, de besøger. Men det er slet ikke det, der fylder mest, når Pernille Ohms fortæller om sin rejse.

Husker menneskene

Det ligger ellers til højrebenet at tro, at hun ville huske forelæsningerne på universitetet i Arusha eller besøgene hos COWI eller Vodacom i Das-es-Salaam bedst. At det var det faglige, der vægtede tungest hos Pernille Ohms, der som datter af en ingeniør og søster til en DTU-studerende har været præget af faget helt fra barndommen.

Men nej. Det, som fylder, når hun fortæller om sin rejse, er mødet med de andre studerende; ikke i deres egenskab af studerende, men som mennesker. Den kinesiske pige, hvis familie ikke bekymrede sig det fjerneste om hendes uddannelse, men kun om, hvem hun en dag skulle giftes med. Masaikvinderne, der var fanget i kærlighedsløse tvangsægteskaber. Og Luiza fra Brasilien, der kæmpede for kvinders rettigheder i hjemlandet.

"Hun havde et drive og en ild, som jeg slet ikke kunne måle mig med," husker Pernille Ohms og fortæller videre om en af drengene på turen:

"En af de sidste dage fortalte han om, hvor mange tæv han havde fået af sin far hele sin barndom, og hvordan det var fortsat, da han kom på kostskole, hvor han fik tæv af de ældre elever. Jeg lagde mærke til, at hans håndskrift var helt perfekt, virkelig flot. Og så forklarede han, at det er jo klart, når man får tæv hver gang, man laver en fejl."

Det gav stof til eftertanke, at de andre studerende på turen på mange måder var ligesom Pernille selv. De havde samme tilgang til deres fag, og de havde mange af de samme overvejelser og tanker. Den store forskel lå i, at de havde måttet kæmpe hårdere for ting, end man gør i Danmark:

"Jeg havde nogle meget inspirerende snakke med de andre. Der var en, der sagde, at hvis man gerne vil være ingeniør, så skal man blive den bedste – eller den, der gør en forskel i verden. Man skal give mening. Jeg kunne mærke, at de andre på turen ikke tog deres uddannelse for givet på samme måde, som der nok er mange i Danmark, der gør."

Den bløde kerne

For Pernille Ohms var det de oplevelser, der handlede om mennesker, som gjorde størst indtryk. Og det er det samme i relation til ingeniørfaget; der er et ‘blødere’ aspekt hos Pernille Ohms, der ellers på overfladen kvalificerer som en ren Frøken Fremdriftsreform med sin enorme flid og stålsatte dedikation. Hun er alt det, politikerne drømmer om i en studerende, men alligevel er der hele tiden en lille blød kerne, der rumsterer.

"Egentlig ville jeg gerne være arkitekt, men jeg var bekymret for, hvordan arbejdsmarkedet ville se ud for arkitekter, når jeg var færdig, så da jeg fandt bygningsdesign på DTU, var det helt oplagt," forklarer hun og fortsætter:

"Der er mange, mest de garvede bygningsingeniører, som synes, at vi lidt sætter os mellem to stole med denne her uddannelse, og det er da også rigtigt at jeg aldrig kommer til at kunne tage deres job. Men de kommer nok heller ikke til at kunne tage mit," siger hun, inden hun kaster sig ud i en begejstret forklaring af byplanlægning og af, hvorfor det århundreder gamle Gråbrødre Torv i København eksempelvis fungerer fantastisk som byrum, mens den nybyggede Ørestad aldrig kommer til det.

Photo: Joachim Rode

Pernille Ohms er kandidatstuderende i bygningsdesign på DTU Byg. Bor på Villum Kann Rasmussen Kollegiet med sin bror, der studerer fysik og nanoteknologi. Foto: Joachim Rode

Skulle overbevise sin far

"Jeg har altid elsket at rejse og elsket storbyer. Og jeg har altid været opmærksom på, hvornår en by var rar at være i – og hvornår den var utryg. Hvad er det, der gør, at et byrum kan være lækkert eller utrygt – det synes jeg er interessant, og det appellerer til min kreative side, selv om det ikke er sådan noget, ingeniører normalt kan lide, fordi det jo ikke er kvantificerbare kvaliteter."

Hun er ikke et sekund i tvivl om, at hun er landet på den rette hylde – men er også glad for at have fundet et studie, der er lidt blødere og med et større menneskeligt aspekt, end mange ingeniørfag har:

"Min far er af den gamle skole, så jeg har kæmpet en del for at overbevise ham om, at jeg bliver en rigtig ingeniør. I årevis gik han og sagde, at jeg bliver ‘en slags’ ingeniør, fordi han ikke helt vidste, hvad det handlede om. Men det gjorde mig nu lidt sur alligevel. Det med, at jeg er honour-student, kan han meget bedre forstå," siger Pernille Ohms med et grin, som ikke kan skjule, at der er en del fordomme omkring bygningsdesign stadigvæk:

"Når man siger, at man læser bygningsdesign, så siger folk nogle gange, ‘nå, du kunne ikke blive arkitekt’. Folk kalder det for ‘Byg og Hyg’ eller ‘Byg Det Sejler’, og det siger jo lidt om, at det ikke er så hardcore, som mange af de andre uddannelser herude. Vi har for eksempel croquisundervisning og den slags, så det er meget kreativt, og der er altid mindst et designfag per semester. Men det er altid bundet op på noget teknisk, så jeg tvivler aldrig selv på, at jeg er en rigtig ingeniør," siger hun.

Man skal forstå hinanden

Og det er netop sådan, hun gerne vil have det; kombinationen af det tekniske og det menneskelige. Det er i høj grad de aspekter af studiet – og livet – der har lidt rundere hjørner, som appellerer til Pernille Ohms. Derfor fremhæver hun også praktik og højskoleophold som noget af det, der har formet hende mest. Og så rejserne selvfølgelig, senest den til Tanzania:

"Jeg tror, at for at være dygtig til at designe byer til mennesker, så skal man have en kæmpe forståelse for, hvordan andre kulturer lever og trives. Og i det hele taget tror jeg, at man bliver dygtigere til det, man laver, hvis man også kan noget andet. Jeg ved ikke, om man ligefrem ville blive en bedre kemi- eller maskiningeniør af at have været på højskole," siger hun, men afbryder hurtigt sig selv:

"Jo, det gør man sgu nok også. Man bliver bedre til sit fag, hvis man får noget karakter fra et andet sted."

Behøver det tekniske

Arkitektdrømmen er for længst lagt i graven, og studiet på DTU, der i første omgang kommer til at handle om at gøre kandidaten færdig, blandt andet med et udvekslingssemester i Canada, passer Pernille Ohms så godt, at hun på ingen måde har travlt med at komme ud at arbejde. Hun er lige nøjagtig der, hvor hun gerne vil være:

"Jeg tror ikke, at jeg var blevet nogen særlig god arkitekt. Jeg har stor respekt for det, arkitekter kan, men jeg ville ikke have kunnet trives med det, for jeg har brug for det her store element af teknik også. Det samme gør sig gældende omvendt. Hvis jeg havde læst til maskiningeniør, ville det have været for ensidigt teknisk. Så jeg er helt sikkert landet det rigtige sted," siger hun glad.