Studerende og forskere i international robotkonkurrence

fredag 26 maj 17

Kontakt

Nils Axel Andersen
Lektor
DTU Elektro
45 25 35 83

Kontakt

Ole Ravn
Lektor, Gruppeleder, Studieleder
DTU Elektro
45 25 35 60

Konkurrencen

MBZIRC 2017, Mohamed Bin Zayed International Robotics Challenge, MBZIRC, afholdes hvert andet år i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

Som det eneste skandinaviske universitet deltog DTU i en konkurrence i Abu Dhabi, hvor robotters evne til at opfatte og tilpasse sig ændringer i omgivelserne, blev demonstreret.

Den nyeste forskning inden for robotteknologi skulle stå sin prøve, da verdens førende universiteter på området mødtes i Abu Dhabi midt i marts – ikke til en traditionel forskerkonference men til en robotkonkurrence med i alt fire discipliner. Det endte med en sammenlagt fjerdeplads til DTU – og en sølvmedalje i en af disciplinerne. Men det er en anerkendelse i sig selv at være et af de 25 hold, der var udtaget til konkurrencen blandt 143 ansøgere:

”Det har været et udskilningsløb gennem det seneste trekvarte år, hvor interesserede universiteter ikke blot har skullet indsende flere rapporter med beskrivelser af robotternes funktioner. Vi har også indsendt videoer, der demonstrerer, at vi har den teknologiske indsigt til at bygge og betjene en sådan robot”, forklarer lektor Nils Axel Andersen, DTU Elektro.

Robotter kan nu forstå deres omgivelser

Fremtidens robot er ikke blot i stand til at udføre den samme bevægelse i et fast mønster, som vi kender fra robotter i vores hjem eller i industrivirksomheder i dag. Forskerne har nu udviklet robotter, der er udstyret med så avanceret teknisk billedbehandling af optagelserne fra robottens kameraer, at den er i stand til at opfatte sine omgivelser, registrere ændringer i dem og være i stand til at handle ud fra dette.

”Traditionelle robotter er dumme i den forstand, at de blot er kodet til at foretage den samme bevægelse – eksempelvis flytte noget fra a til b eller støvsuge, til den rammer en forhindring. I den nyeste robotforskning er vi lykkedes med at kode robotterne, så de er i stand til at aflæse og genkende deres omgivelser. De er fleksible over for ændringer, hvis eksempelvis noget er blevet flyttet, har skiftet farve eller form. Samtidig er de i stand til at kommunikere med og derefter koordinere deres arbejde med andre robotter. Det var den viden, vi demonstrerede ved konkurrencen”, fortæller lektor Ole Ravn, der er leder af DTU Elektros arbejde med automation.

Ole Ravn spår, at forskernes nyudviklede robotter vil få stor betydning for den øgede automatisering af vores arbejdspladser:

”Særligt de små og mellemstore virksomheder tøver med at anvende robotter i dag. Men når de i fremtiden kan inddrage fleksible robotter i deres virksomhed, som kan programmeres til at udføre forskellige typer opgaver og oven i købet selv kan tage højde for, at tingene ikke altid er nøjagtig som dagen før, så er jeg sikker på, at vi vil opleve en revolution på området”.

Se mere på mbzirc.com

Læs også

Relaterede Videoer  

Vis flere