Genoptagelse, retningsskift og studieskift

Hvis du den 1. maj har 60 eller flere ECTS-point, der kan overføres til første studieår på den uddannelse, du ønsker at blive optaget på, og opfylder du adgangskravene, bliver din ansøgning behandlet som en indskrivning, og du vil blive optaget udenom den Koordinerede Tilmelding. Sker det, at flere studerende søger om genoptagelse, retningsskift eller studieskift på det studietrin, du skal indskrives på, end der er ledige studiepladser, vil pladserne blive fordelt efter faldende kvotient fra den adgangsgivende gymnasiale eksamen.

Hvis du søger ind på en diplomingeniøruddannelse, skal de minimum 60 ECTS-point kunne overføres til første studieår. Søger du ind på en civilingeniøruddannelse skal pointene kunne overføres til de tre obligatoriske kursusgrupper: Naturvidenskabelige grundfag, Teknologiske linjefag og Projekter og almene fag. De minimum 60 ECTS-point, der svarer til første år af den ønskede studieretning, bliver meritoverført til den nye retning efter optagelse. Det er studielederen på den retning, du søger om optagelse på, der vurderer, om du har 60 ECTS-point, der kan overføres efter reglerne beskrevet ovenfor.

Opnår du først 60 ECTS-point i perioden 1. maj - 5. juli, vil din ansøgning kun blive vurderet i det ordinære optag.

Hvornår og hvordan skal jeg søge?

Ansøgningsfristen er:
  • 1. maj for studiestart 1. september og
  • 1. november for studiestart 1. februar

Søger du om indskrivning i forhold til studiestart d. 1. september skal du søge igennem www.optagelse.dk. Søger du om indskrivning i forhold til studiestart d. 1. februar, på en af de seks diplomingeniørretninger, der er vinteroptag på, skal du søge på vores vinteransøgningsblanket, som lægges på vores hjemmeside umiddelbart inden 1. oktober, hvor vinteroptagelsen åbner. Hvis du søger om genoptagelse, retningsskift eller studieskift på en retning der ikke udbydes vinteroptag på, skal du i stedet for udfylde en af disse tre blanketter.

Hvornår får jeg svar?

Du vil i langt de fleste tilfælde senest få svar på din ansøgning om indskrivning d. 28. juli.

Ansøgning om genoptagelse

Har du tidligere været optaget på DTU, og har du enten selv afbrudt din uddannelse eller fået den afbrudt af DTU er der flere ting, du skal være opmærksom på:
  1. Hvis du selv har udmeldt dig fra din uddannelse, skal der gå minimum 5 måneder, inden du kan blive optaget igen. Det vil sige, at du senest skal udmelde dig d. 1. april for at kunne starte igen d. 1. september og senest d. 1. september for at kunne start igen d. 1. februar.
  2. Hvis du er blevet udmeldt af DTU og ønsker at søge om genoptagelse, vil der være behov for at søge om dispensation. Dette skal først gøres, når du fra DTU får besked på, hvilke forhold du skal søge dispensation for. Imødekommes din ansøgning om dispensation, opfylder du adgangskravene, og er der plads på det studietrin, du søger om genoptagelse på, vil du blive genoptaget. Hvis din dispensationsansøgning ikke imødekommes, vil du få afslag på din ansøgning.
  3. Hvis du selv har udmeldt dig af DTU, kan der stadigvæk godt være forhold, du skal søge om dispensation for. Det skal først gøres, når du fra DTU får besked på, hvilke forhold du skal søge dispensation for. Imødekommes din ansøgning om dispensation, opfylder du adgangskravene, og er der plads på det studietrin, du søger om genoptagelse på, vil du blive genoptaget. Hvis din dispensationsansøgning ikke imødekommes, vil du få afslag på din ansøgning.

Ansøgning om retningsskift

Ønsker du at skifte fra en BEng til en anden BEng (diplomingeniøruddannelse) eller fra en BSc til en anden BSc (bacheloruddannelse) kaldes det på DTU et retningsskift. For at kunne blive retningsskiftet skal du opfylde de ovenfornævnte regler om minimum 60 ECTS-point, der kan overføres til henholdsvis første studieår (diplomingeniøruddannelserne) eller de tre obligatoriske kursusgrupper (civilingeniøruddannelserne), samt opfylde adgangskravene til den retning du ønsker at skifte til.

Ansøgning om studieskift

Ønsker du at:
  • skifte mellem en bachelor- og diplomingeniøruddannelse eller omvendt internt på DTU
  • skifte mellem en bachelor- og diplomingeniøruddannelse eller omvendt fra et andet universitet og til DTU
  • skifte fra en bacheloruddannelse fra et andet universitet til en bacheloruddannelse på DTU eller fra en ekstern diplomingeniøruddannelse til en diplomingeniøruddannelse på DTU
  • skifte studie ved at kombinere ECTS-point du har opnået både på DTU og et andet universitet

skal du søge om studieskift. Samme ansøgningsprocedure, ansøgningsfrister og regler om ECTS-point gør sig gældende for et studieskift som for retningsskift.

Lov om begrænsning af dobbeltuddannelse

Hvis du søger om enten genoptagelse eller studieskift, og har du allerede en afsluttet videregående uddannelse, vil du være omfattet af loven om begrænsning af dobbeltuddannelse.