Årets underviser

Prisen som ’Årets Underviser’ uddeles for at anerkende de undervisere, der er særligt dygtige og engagerede og samtidig formår at brænde igennem med deres undervisningsformer. Prisen uddeles blandt andet for at sætte fokus på undervisningskvalitet og kan samtidig fungere som inspiration for alle. 

Når ’Årets Undervisere’ skal kåres, bliver der lagt vægt på, hvordan de studerende oplever undervisningen. Derfor betyder de studerendes begrundelser for nomineringerne meget i forhold til, hvem der løber med prisen.

Det er Polyteknisk Forening og DTU der står bag kåringen af prisen som ’Årets Underviser’, der blev stiftet i 1989.

2015 - Civilingeniøruddannelsen

Henrik Lehrmann Christiansen, DTU Fotonik

Henrik Lehrmann Christiansen fra DTU Fotonik fik prisen som Årets Underviser 2015 på civilingeniøruddannelsen, fordi han altid er engageret og godt forberedt til sin undervisning. Han er altid i godt humør - og så hjælper en smule kage også på at få stoffet ned.

2015 - Diplomingeniøruddannelsen

Jakob Munkholt Christensen, DTU Kemiteknik

Jakob Munkholt Christensen fra DTU Kemiteknik fik prisen som Årets Underviser 2015 på diplomingeniøruddannelsen, fordi Jakob har en fantastisk måde at formidle stoffet på, han er ekstrem pædagogisk og går op i, at de studerende kan følge med.

2014 - Civilingeniøruddannelsen

Ole Christensen, DTU Compute

Ole Christensen fra DTU Compute fik prisen som Årets Underviser 2014 på civilingeniøruddannelsen, fordi han formår at forklare problemerne på en overskuelig måde; han gør den tunge teori spiselig. Han har desuden en rigtig god forståelse for hvad de studerende har brug for i et matematikkursus.

2014 - Diplomingeniøruddannelsen

Peder Klit, DTU Mekanik

Ingeniørdocent Peder Klit fra DTU Mekanik fik prisen som Årets Underviser 2014 på diplomingeniøruddannelsen, fordi han altid er glad, positiv og imødekommende. Han finder tiden til at tale med de studerende, og står altid klar til at hjælpe.

2013 - Civilingeniøruddannelsen

Henrik Bruus, DTU Fysik

Professor Henrik Bruus, DTU Fysik fik prisen for bedste undervisning på civilbacheloruddannelsen, blandt andet fordi han formår at gøre det uforståelige en anelse mere simpelt og spændende, og fordi hans energi og entusiasme hjælper de studerende til at gøre sit yderste.

 

2013 - Diplomingeniøruddannelsen

Per Goltermann, DTU Byg

Docent Per Goltermann, DTU Byg, fik prisen på diplomingeniøruddannelsen, især fordi han er dygtig til at lære fra sig, er engageret, har godt interaktivt undervisningsmateriale, har effekter med til at demonstrere, så man forstår armering af beton, tryk, træk og brud meget bedre og har som første prioritet, at de studerende skal forstå stoffet.

2012 - Kandidatniveau

Ilmar Santos, DTU Mekanik
Ilmar Santos modtog prisen som årets underviser på kandidatniveau, fordi han evner at forklare svært tilgængeligt stof på en god pædagogisk måde. Han brænder for at formidle sin viden på en spændende og legende måde med masser af eksperimenter til at underbygge teorien. Han får undervisningen til at svinge og skaber gode vibrationer i klasselokalet.

2012 - Bachelorniveau

Henrik Bredmose, DTU Vindenergi

Henrik Bredmose modtog prisen som årets underviser på bachelorniveau på grund af hans evne til at undervise med smittende entusiasme, hans engagement og hans evne til at gøre et ellers tørt stofområde spændende.

2011 - Kandidatniveau

Per Richard Hansen, DTU Management

Per Richard Hansen modtog prisen som årets underviser på kandidatniveau, fordi både danske og internationale studerende roste hans evne til at involvere de studerende i undervisningen og gennem hans anvendelse af it-tjenester som Skype altid at være til rådighed, hvor end de studerende måtte befinde sig.

2011 - Bachelornivieau

Lars Staalhagen, DTU Fotonik

Lars Staalhagen modtog prisen som årets underviser på bachelorniveau på grund af hans evne til at være en god, velforberedt og indlevende underviser, der altid er villig til at gå den ekstra længde. Han sætter sig i de studerendes sted og relaterer undervisningen til den virkelige verden.

2010 - Dimplomingeniøruddannelserne

Poul G. Hjorth, DTU Matematik

Poul G. Hjorth blev kåret, fordi han har forstået, at det er kommende ingeniører, han underviser. Han sørger derfor altid for at relatere matematikken til relevante problemstillinger inden for fysik, kemi eller andre fag.

Poul G. Hjorth er kendt for at krydre sin undervisning med små anekdoter og billeder af historiske personer. Desuden kan han finde på at starte sin undervisning med et digt.

2010 - Civilingeniøruddannelserne

Jesper Henri Hattel, DTU Mekanik

Jesper Henri Hattel bliver af de studerende fremhævet som en fantastisk formidler, som er så godt inde i sit stof, at han sjældent skal kigge i sine noter. Han veksler endvidere godt mellem undervisning og opgaveregning.

2009 - Diplomingeniøruddannelserne

Michael Michelsen, DTU Kemiteknik

Michael Michelsens undervisningsform er både spændende og motiverende og det betyder, at man får virkelig god forståelse for stoffet. Han holder en god forbindelse mellem forelæsninger og grupperegninger, og til grupperegningerne arbejder man på de rapporter, der afleveres i løbet af semesteret.

Michael er altid klar til at hjælpe de studerende, også hvis man støder ind i et problem uden for de skemalagte timer. Han hjælper også gerne, selvom det er et kursus, han ikke er direkte involveret i.

2009 - Civilingeniøruddannelserne

Jan E. Johnson, DTU Kemiteknik

Jan Erik Johnsson er nomineret på grund af sin engagerede og pædagogiske måde at formidle et vanskeligt emne, så selv de mest komplicerede emner virker simple.

Ikke alene formår Jan at få alle de studerende til at følge med, han har også en evne til at aktivere de studerende ud over det sædvanlige. Som de studerende udtrykker det, er det tydeligt, at Jan har en stor glæde ved at undervise.

2008 - Diplomigeniøruddannelserne

Klaus Braagaard Møller, DTU Kemi

Klaus Braagaard møllers undervisning er en succes på grund af hans store engagement. Klaus formår at fange de studerende med noget så simpelt som engagement, tavle og kridt - og hans engagement smitter. Alle på hans hold ved hvad de skal lære, og hvorfor de skal lære det.

2008 - Civilingeniøruddannelserne

Gunnar Dan Christensen, DTU Fysik

Gunnar Christiansen ved, hvor vigtigt det er, at gøre undervisningen interessant og forskelligartet. Der er altid højt tempo i hans undervisning, han bruger sjældent end 10 minutter på et emne. Samtidig sørger han altid for at have en række små forsøg med til hver forelæsning til at forklare teorierne.

2007

Michael Pedersen, DTU Matematik - Civilingeniøruddannelserne
Ernst Scheufens, DTU Matematik - Diplomigeniøruddannelserne

Michael Pedersen fra Civil og Ernst E. Scheufens fra diplom er blevet kåret til Årets undervisere 2007. De er begge fra Institut for matematik. De to undervisere er blevet nomineret og kåret, fordi de har fået de grundlæggende matematikkurser op at køre rigtig godt. 

2006 - Diplomingeniør uddannelserne

Claus Kjærgaard, Ørsted DTU

Claus Kjærgaard relaterer den underviste teori til sin praktiske erfaring, hvilket giver en bedre forståelse af stoffet. Claus har altid tid og lyst til at vejlede studerende med spørgsmål og problemer, også til langt efter endt undervisningstid – og hvis studerende søger specialprojekter er Claus altid behjælpsom med at finde dette.

Sidst men ikke mindst er Claus ikke bleg for en gang imellem at fortælle en lille faglig anekdote til stor morskab og motivering for klassen.

2006 - Civilingeniør uddannelserne

Thomas Bolander, Ørsted DTU

Thomas Bolander har gennem sin formidling af matematiske algoritmer formået at fange sit publikum og fået dem til at tro på, at det "umulige er muligt". Thomas gør meget ud af at engagere de studerende gennem konkrete fysiske forklaringer, hvilke han finder inspiration til over alt.

2005

Sigurd Bentz, Ørsted DTU

At Sigurd Bentz bliver årets underviser, er en anerkendelse af hans store arbejde for de studerende gennem en lang årrække, samt en anerkendelse af hans person.

Sigurd Bentz er en meget populær og grundig underviser, som samtidig har evnen til at formidle svære begreber på en naturlig og letforståelig måde. Dette giver sig især til kende i undervisningslokalet, hvor han til enhver tid er meget velforberedt og svarer grundigt og kvalificeret på alle spørgsmål

2005 

Philip Binning, DTU Miljø

Philip Binning giver de studerende et indblik i arbejdsmetoder og problemstillinger, der kan forventes på den anden side af dørene til DTU.

Philip Binning er en engageret forelæser, der forstår at formidle sin gejst videre til de studerende. Han er utroligt stærkt fagligt funderet, men møder alligevel den studerende på dennes niveau. Han tager alle spørgsmål seriøst og bruger tid og kræfter på at svare.

2004

Klaus kaae Andersen, IMM

Klaus Kaae Andersen er blevet kåret til årets underviser 2004 bl.a. for sin evne til at kombinere nye og gamle metoder til inspirerende undervisning, og fordi han er en motivationsfaktor i sig selv.